Den usynlige mur
Hotness-site. Facebook er en heksekedel af sociale opbrud og potentialet for decideret skadelige oplevelser er i den grad til stede.
Af Søren Staal Balslev
I 2004 etablerede tre amerikanske computerhajer på eliteuniversitetet Harvard et socialt netværk. Mark Zuckerberg var manden i spidsen og meningen med affæren var oprindelig blot at sammenligne ansigter. Slet og ret. Faktisk var Zuckerberg året forinden blevet kraftigt reprimanderet af skolebestyrelsen på Harvard, for at have ladet hånt om studerendes rettigheder, da han lavede et hotness-site hvor man stemte om hvem der var de mest attraktive. Men alt det var overstået i 2004 og Facebook så dagens lys i en mere stueren udgave. Også her havde studerende oplysninger og ansigter på deres profi ler, blot var det denne gang frivilligt. Som bekendt blev sitet en tordnende succes og her 5 år efter, er netværket dominerende på det globale net og umuligt at komme udenom.
SÆRLIGT i Danmark er vi vilde med Facebook og Berlingske Tidende berettede i januar om hvorledes 1.861.480 danskere nu har deres egen profi l og dermed indgår i det nye globale fællesskab. Udover det indlysende i, at man gennem netværket kan lokalisere gamle venner, bekendte, kolleger og andet godt fra fortiden, kan man også fuldstændig uforpligtende snage i en række menneskers liv – og hvilken lykke er det dog ikke! Grundlæggende tillader redskabet etablering af sociale relationer (og reetablering eller konsolidering). Man lokaliserer dem man har savnet, dem man blot har kendt og ønsker at sende et uforpligtende blink eller måske dem som man kunne tænke sig at kende. Man deler billeder fra sit liv, bliver fremhævet på andres billeder af en selv og der skabes i løbet af ingen tid en visuel overbygning på ens liv – en forside. I den henseende er Facebook faktisk mest af alt en mellemting mellem en telefonbog, en offentlig dagbog og så et sladder-site; en ganske effektiv cocktail af naturlige elementer i menneskedyrets driftsliv. I modsætning til blog-miljøet, hvor man skal gøre sig den ulejlighed rent faktisk at bruge tid på andres tanker, reducerer Facebook indholdet til et besnærende minimum og tillader brugerne at overskue betragtelige mængder af informationer. At man så kan søge mere dybdegående indhold enten i eksterne links eller en mere privat dialog er blot endnu en fordel.
MEN træerne vokser som bekendt ikke ind i himlen. For Facebook er en heksekedel af sociale opbrud og potentialet for decideret skadelige oplevelser er i den grad til stede. Anfører man således ægteskabelig status på sin profi l og er uheldet ude, vil den før så private oplysning nu tilhøre fællesskabet. Sådan er det bare. Tilføjes en oplysning én gang, forbliver man underlagt en ganske gennemgribende kontrol fra bekendtskabskredsen. Man kan derfor heller ikke ustraffet slette venner fra listen, uanset begrundelse. En sådan handling betragtes som oftest som en veritabel krigserklæring og så hellere blot nedtone nyhedsstrømmen om vedkommende. Men fremfor alt opløses distancen mellem de sociale cirkler: selvom der findes netværk til professionelle kontakter (eks. LinkedIn) anvendes Facebook de facto som et netværk for alle former for bekendte. Pludselig deler man tanker med kolleger, venner, løse bekendte, eks’er og naturligvis familie. Et i bund og grund progressivt element, men også et forhold som umuliggør den attituderelativistiske adfærd mennesker har dyrket i årtusinder. Det betyder i praksis, at man ender med at slette og redigere mere eller mindre voldsomt i sin egen forside. Væk skal de velmenende men frygteligt pinlige beskeder fra mor, væk skal den infantile afføringshumor gavmildt leveret fra barndomsvennen i den kulturelle udørken man måske stammer fra, væk skal alt det, der ødelægger billedet. Og det er netop, hvad Facebook er: et billede, et snapshot af ens liv, ens bekendte, ens karriere og ens privatliv. Et gennemredigeret billede bevares. Et manipuleret indblik i et menneskes liv og dermed fremfor alt et eksponeringsredskab. Det er naturligvis fi nt nok i sig selv og jeg plejer selv med pertentlig omhu min egen fremtoning på netværket. Alle disse elementer er blevet fremhævet adskillige gange og kaldt alt fra medieliderlighedsfremmende til banal egopleje af dogmatiske medieskolastikere. At Facebook derudover døjer med snylteinstinkt over brugernes indhold og man ikke har den fjerneste mulighed for at påberåbe sig ejerskab over egne materialer, er blot endnu et betænkeligt element.
MEN den giftige og gammeltestamentlige moralisering fanger ikke det afgørende træk ved Facebook, nemlig ligheden mellem den elektroniske forside og så den virkelige. Der er ofte ingen reel forskel på vores adfærd på Facebook og i den fysiske verden. I begge tilfælde ved vi, at publikummet er der og vi handler i smuk overensstemmelse dermed. Mennesket er blot blevet bedre til at navigere i mere komplekse sociale systemer. Men tættere, dét kommer man. Særligt Facebooks statusbeskeder, muliggør en gnidningsfri hverdagssummen og skaber et fælles værensrum, hvor man uforpligtende kan blande sig i kontakternes specifi kke gøremål, alt efter lyst og tid. Dertil kommer det grundlæggende forhold som alle tilsyneladende glemmer: der er stadigvæk, uanset om man er venner på Facebook, en usynlig mur omkring alle mennesker, en mur bestemt af relationens karakter. Vi er – i langt højere grad end vi egentlig vil være ved – stadigvæk fanget af de kommunikationskanaler, vi til daglig er underlagt, hvad enten det er småsludder på kontoret, traditionelle opkald til chefen eller dybt fortrolige e-mails til vennen. Murene er der stadigvæk. De er bare usynlige.
Denne artikel er bragt i Weekendavisen nr. 11, 13. marts 2009. Artiklen er bragt med forfatterens tilladelse.
Relaterede links:
Weekendavisen
Posted in Medier, Software, Web | 1 Comment »
