Kære medier – ram nu rigtigt med prisen

Jeg har netop læst nyheden (via @MortenLi) om, at New York Times hæver prisen på deres abonnement til Kindle fra $14.99 til $19.99 per måned. Det må anses for værende sandsynligt, at iPad-abonnementet lander på samme pris.

Med ingen omkostninger til papir, trykning og distribution (ikke dermed sagt at digital distribution er gratis men det er en anden snak), så kan jeg kun være enig med Morten Søderquist Li; det er for høj en pris.

Det bliver formodenligt i 2010 eller 2011, at aviser i digital form får deres store gennembrud. Via devices som Kindle og i særdeleshed iPad, så vil vi se en stor stigning i denne form for avislæsning. Jeg er også overbevist om, at mange brugere vil tage flere abonnementer til at starte med, og så efter en moden tid gå videre med måske kun ét eller to abonnementer. For mit eget vedkommende, kunne jeg sagtens forestille mig en start med Berlingske, Jyllands-Posten og Politiken. Hvis de kommer med høje priser, så vil jeg helt sikkert barbere ned til “det bedste valg” for mig. Hvis de kommer med rimelige priser, så kunne man måske forestille sig to eller tre abonnementer.

I den “gamle verden” havde man (98 % af befolkningen) kun ét avisabonnement. En høj pris på over fire tusinde kroner per år, satte jo en naturlig begræsning. I en nær fremtid kunne jeg sagtens se avislæsere med  to eller flere abonnementer (f.eks. Berlingske Tidende og Weekendavisen) men det vil kræve, at prissætningen bliver rigtigt fra starten.

Så jeg håber, at de danske medier tænker i købmandsbaner, og ønsker at sælge mange abonnementer til rimelige penge.

Posted in iPad, Medier | No Comments »

Dyrere apps – fedt!

Til min ubetingede glæde, så vil vi nu komme til at se dyrere apps i forbindelse med introduktionen af iPad. Mange apps vil holde prisen men ingen tvivl om et øget udvalg af noget dyrere apps.

Når jeg skriver “glæde”, så vil mange sikkert undre sig over denne holdning. Hvorfor dyrere? Hvorfor ikke holde det nuværende niveau på i gennemsnit 1-6 dollars.

At skrive software har aldrig været gratis. Så det er jo fedt for en udvikler, at man kan sælge apps nemt og hurtigt på App Store. En del udviklere har ramt guldåren og er blevet dollarmillionærer. Men det store flertal oplever ikke massive indtægter  og kapitalisering på deres udviklingsarbejde.

Nu er det ikke min mission i livet, at gøre iPhone og iPad-udviklere til rige mennesker. Men det ærger mig altid, når kvalitet gives videre til en alt for billig pris.

Så jeg hilser på alle områder dyrere apps velkommen. Og så er jo et spørgsmål om få dollars, der er tale om.

Posted in iPad, Software | No Comments »

Dette magasin bliver et must på min iPad

Popular Science+ er klar til iPad og det ser flot ud. Tjek artiklen her og se video.

Tags:
Posted in | No Comments »

Bento til iPad, hvad med FileMaker?

FileMaker, Inc. har meddelt, at deres mainstream databaseprodukt Bento nu er klar til iPad’en; Bento for iPad. De første screenshots ser lovende ud og det skal i det hele taget blive spændende, at følge produktets udvikling på netop iPad’en. Med udgangspunkt i mit professionelle virke, så er jeg naturligvis mere end interesseret i at se Bentos storebror FileMaker Pro på iPad’en – det ville være stort.

Posted in iPad, Software | No Comments »

MacWorld: The iPad up close

Jason Snell fra Macworld har lavet en knap 12 minutter lang video om iPad.

Jeg synes specielt om tastaturet, som jeg tror bliver en vinder for teksttunge brugere.

Generelt er jeg imponeret af de iPad-optimerede apps. Det ser ud som om, at den store skærm giver plads til virkeligt fede apps. Og så har jeg indtil nu overset tegneserier (eller grafiske noveller) som et kommende stort område på iPad’en – Marvel Comics er klar når iPad rammer gaden.

Se videoen her.

Links:
iPad Keyboard Dock
iPad Case
iPad Dock

Posted in iPad | No Comments »

iPad: Mens vi venter på de danske medier

Alverdens aviser er i krise. Vi kender historien og man skal ikke have Nobel-prisen i økonomi eller statistik for at forudsige mediets død såfremt der ikke handles.

Så det er handling, der vil være den “hårde valuta” i de kommende måneder og år. Jeg vil nok fokusere mere på “måneder” end på “år”, for iPad’ens ankomst til markederne 3. april 2010 (først USA) vil betyde noget stort for aviser og magasiner.

Når jeg først og fremmest kigger på min egen families forbrug af aviser og magasiner, så vil der ikke være noget, som ikke kunne afvikles med god eller bedre oplevelse end den vi kender fra papiret i dag. Og vi vil gerne, akkurat som i dag, betale for det.

Så hvad sker der så i lille Danmark i resten af 2010? Hvor mange danske aviser og magasiner vil finde vej til iPad’en? Vel og mærke som betalte produkter, evt. med gratis varianter med enten reduceret kvalitet (mængde) eller reklamefinansieret.

Det vil ikke nødvendigvis være first movers, som kommer til at tromle konkurrence ned. Men i modsætning til den blodige og absurd kostbare gratis-avis-krig vi så i Danmark, så håber jeg på, at aktørerne på markedet ser spændende muligheder for at komme FORAN konkurrenterne. Og det vil kræve en helt ny tilgang til tingene – ikke me-too-attituden fra gratis-avis-krigen.

Så hvem rykker her i den lokale andedam? Vil vi se reelt banebrydende produkter fra de to store Jyllands-Posten/Politiken eller Berlingske Media? Eller kunne dette være chancen for mindre spillere som Information, Weekendavisen og lignende?

Det handler om forbrugernes penge. Hvad vil jeg bruge f.eks. 50 eller 100 kr. pr. måned på? Mit indledende forbrug af UGEN blev lidt “slattent” efter en måned. I bund og grund et godt produkt men det mangler finish og konsekvens. Hvorfor skal jeg f.eks. læse et blogindlæg færdig på berlingske.dk når jeg nu sidder i UGEN-universet.

Så kære medier – lad os nu se jer bruge denne måske unikke chance, for at ændre en mangeårig negativ spiral.

Links:
Jon Lund: Danish e-paper succes good news to iPad

Posted in iPad, Medier | No Comments »

Vil iPad få succes i erhvervslivet? Ja!

iPad’en kommer ud til kunderne (USA) i morgen lørdag den 3. april og interessen omkring produktet er enorm. Det samme gælder mængden af iPad-optimerede websites og apps, som specifikt udnytter iPad’ens større skærm (sammenlignet med iPhone).

Det fleste apps og tjenester er primært rettet mod den private forbruger. Og der ingen tvivl om, at iPad’en vil få stor succes i dette segment.

Så det kan naturligvis være relevant at kigge på et andet segment; erhvervslivet. Her tales der ikke helt så meget om iPad – fair nok. Men jeg hører til dem, at som spår iPad’en en stor fremtid i erhverslivet. Ikke mindst hos dem, som har meget kundevendte funktioner. Det kan være salgskonsulenter, projektledere, kursusinstruktører m.fl.

Den bærbare computer bliver allerede i dag brugt flittigt i forbindelse med præsentationer, møder osv. Men det at man “gemmer sig” bag den opslåede skærm – det har et negativt skær over sig. Det virker også lidt distancerende mellem f.eks. konsulent og potentiel kunde, når man kører PowerPoint-klassikeren og klikker sig igennem x antal slides.

For mig virker det helt anderledes “roligt”, at kigge på en iPad sammen med en potentiel kunde. Fornemmelsen af en intelligent blok var afmonterende mht. det formelle. Det at man swirper med fingrene for at gå fra slide til slide – en meget menneskelig handling.

Og som rent notatværktøj virker “bloktilgangen” også fint. En mere åben attitude “jeg prøver ikke at skjule noget for dig” vil virke fint til mange møder.

Efterhånden som der kommer apps eller webapps, som forbinder op mod f.eks. virksomhedens intranet eller projektstyringssystem, så tror jeg på endnu en god vinkel på åbenhed. Man kan sammen med kunden sidde og få et overblik over f.eks. igangværende opgaver, rette deadlines og lægge nye opgaver ind. Alt sammen præsenteret i et indbydende design – og uden frygt for at man kommer til at afslører lønsomheds- og overskudsgrad på denne “account”.

Andre områder med stort iPad-potentiale: Indlæring og undervisning, patientjournaler i sundhedssystemet, bedre IT-udnyttelse for ældre mennesker osv.

Andy Ihnatko fra Chicago Sun-Times mener, at han faktisk vil kunne undvære sin bærbare computer til de rent bærbare opgaver (mail, web, tekstbehandling m.m.). Læs hans artikel/iPad anmeldelse her.

Posted in iPad, Software | No Comments »

MobileMe understøtter nu iPad

Undertegnede har selv brugt MobileMe i flere år – mest med glæde. At MobileMe nu understøtter iPad’en kommer derfor som en velkommen nyhed.

Og jeg satser da på, at MobileMe giver god lim mellem min kommende iPad og mit primære arbejdsværktøj MacBook Pro’en. Synkronisering af adressebog, kalender og bookmarks lyder som kommende favoritter.

Apple.com: iPad and MobileMe

Posted in Gadgets, Software | No Comments »

WSJ iPad abonnement ca. 85 kr./mdr.

Her umiddelbart før frigivelsen af Apple iPad, ser vi en lang række medier komme med enten iPad-optimerede websites eller dedikere apps til formidling af nyheder.

Senest har Wall Street Journal annonceret ‘The Wall Street Journal for iPad’ og det bliver i form af betalt indhold (en gratis udgave byder på stærkt reduceret mængde af nyheder). Prisen for en måneds abonnement bliver $17.29 eller ca. 85 kr.

Link:
The Wall Street Journal for iPad
Engadget.com: WSJ iPad subscription officially $17.29 per month — is Murdoch insane?

Posted in Medier | No Comments »

Mac 10.5.7 opgradering er kommet

Mac OS X 10.5.7 opgraderingen er kommet her tirsdag aften sent dansk tid og kan hentes via Software Opdatering på din Mac.

Posted in Mac, Operativsystem, Software | No Comments »

Skype til iPhone/iPod touch

Så er Skype til iPhone/iPod touch kommet og kan hentes gratis fra App Store. Personligt har jeg kun lige nået at hente Skype ned og foretage et testopkald men det ser lovende ud.

skype_logo1

Og med frigivelse af Skype for iPhone er iPod touch (2. generation) pludseligt blevet til en telefon – en spændende nyhed for ejere af iPod touch, som pludseligt gør enheden endnu mere interessant for mange.

skype_iphone

Måske er Skype for iPhone på vej til at blive den vigtigste iPhone/iPod touch-applikation? Chat + IP-telefoni i en velkendt og integreret form virker ihvertfald attraktivt og for mange vil tanken om gratis telefoni (Skype til Skype opkald) være ganske tillokkende. Måske vejen til endnu flere solgte iPhones og iPod touch?

Og med frigivelsen af Skype for iPhone, så vil jeg givet revitalisere min brug af Skype på Mac’en.

Posted in Mobiltelefon, Software | No Comments »

Apple løfter sløret for iPhone 3.0 software

Apple har afholdt “Special Event” vedr. iPhone 3.0 software, som forventes frigivet til sommer. Betaudgaven er klar til udviklere allerede i dag.

Opdateringen kommer til at indeholde:

  • “In App Purchase” til betaling inde fra 3. parts programmer (f.eks. ekstra niveauer i spil)
  • Peer-to-Peer support: så iPhones tæt på hinanden kan tale sammen (Bluetooth)
  • 3. parts programmer kan nu tale med ekstern hardware via oplader/Bluetooth
  • Google Maps indhold kan indsættes i iPhone 3.0 programmer
  • Turn-by-turn GPS (udviklere skal købe licens ved brug af Google Maps)
  • Udviklere får nu adgang til at benytte iPod biblioteket, e-mail m.m.
  • Hurra – Cut, Copy and Paste (også af billeder)
  • Send mere end ét billede ad gangen
  • Landscape-mode findes nu i alle hovedprogrammer i iPhone 3.0 – også Mail
  • SMS programmet hedder nu “Beskeder”
  • SMS’er kan nu forwardes og slette én eller flere beskeder ad gangen.
  • MMS er nu også kommet til iPhone!
  • Nyt program: Voice Memos – altså en indbygget diktafon
  • Kalender i iPhone 3.0 understøtter nu CalDAV og abonnement
  • Søgning på tværs af alle hovedprogrammer, også Mail – cool med Spotlight for iPhone!
  • Stocks (aktiekurser) er blevet opdateret – skønt i disse for aktier så hårde tider ;-)
  • Synkronisering af noter
  • Wi-fi auto login
  • Shake to shuffle
  • Stereo Bluetooth via A2DP
  • VPN On Demand
  • YouTube kan nu klare din YouTube-konto med abonnementer, favoritter m.m.

Opdateringen bliver gratis for iPhone-indehavere mens at iPod touch ejere må slippe $10. Visse funktioner vil dog ikke kunne afvikles på den oprindelige iPhone (MMS og Stereo Bluetooth).

Posted in Mobiltelefon, Software | 1 Comment »

Amerikansk avis dropper papiret

Avisen The Seattle Post-Intelligencer udkommer i dag for sidste gang på papir. Næste udgivelse af den 146 år gamle avis vil udelukkende sker via nettet. Efter en række tabsgivende år, kulminerede tendensen sidste år med et tab på 14 mio. dollars, så reelt havde avisen intet andet valg.

seattlepi

Ledelsen bag avisen hævder, at den kommende online-avis ikke vil have et primært fokus på nyheder men, for at citere, tilbyde ”a new type of digital business” featuring “robust community news and information.”.

Hvordan de knap 200.000 abonnementer på The Seattle Post-Intelligencer  vil tage imod ændringen, ja det vil tiden vise (siden 9. januar 2009 har man ikke kunne gentegne abonnement på avisen). Men personligt er jeg ikke i tvivl om, at danske dagblade vil følge efter i større eller mindre grad. Jeg har tidligere efterlyst fremadrettede skridt fra danske dagblade men indtil videre har vi stort set kun oplevet “me-too” tiltag. Og man kommer som bekendt ikke forrest ved at gå i andres fodspor.

Relaterede links:
The Seattle Post-Intelligencer
Los Angeles Times: Seattle paper says goodbye to print

Posted in Medier | 2 Comments »

Søren Staal Balslev: Den usynlige mur

Den usynlige mur

wa

Hotness-site. Facebook er en heksekedel af sociale opbrud og potentialet for decideret skadelige oplevelser er i den grad til stede.

Af Søren Staal Balslev

I 2004 etablerede tre amerikanske computerhajer på eliteuniversitetet Harvard et socialt netværk. Mark Zuckerberg var manden i spidsen og meningen med affæren var oprindelig blot at sammenligne ansigter. Slet og ret. Faktisk var Zuckerberg året forinden blevet kraftigt reprimanderet af skolebestyrelsen på Harvard, for at have ladet hånt om studerendes rettigheder, da han lavede et hotness-site hvor man stemte om hvem der var de mest attraktive. Men alt det var overstået i 2004 og Facebook så dagens lys i en mere stueren udgave. Også her havde studerende oplysninger og ansigter på deres profi ler, blot var det denne gang frivilligt. Som bekendt blev sitet en tordnende succes og her 5 år efter, er netværket dominerende på det globale net og umuligt at komme udenom.

SÆRLIGT i Danmark er vi vilde med Facebook og Berlingske Tidende berettede i januar om hvorledes 1.861.480 danskere nu har deres egen profi l og dermed indgår i det nye globale fællesskab. Udover det indlysende i, at man gennem netværket kan lokalisere gamle venner, bekendte, kolleger og andet godt fra fortiden, kan man også fuldstændig uforpligtende snage i en række menneskers liv – og hvilken lykke er det dog ikke! Grundlæggende tillader redskabet etablering af sociale relationer (og reetablering eller konsolidering). Man lokaliserer dem man har savnet, dem man blot har kendt og ønsker at sende et uforpligtende blink eller måske dem som man kunne tænke sig at kende. Man deler billeder fra sit liv, bliver fremhævet på andres billeder af en selv og der skabes i løbet af ingen tid en visuel overbygning på ens liv – en forside. I den henseende er Facebook faktisk mest af alt en mellemting mellem en telefonbog, en offentlig dagbog og så et sladder-site; en ganske effektiv cocktail af naturlige elementer i menneskedyrets driftsliv. I modsætning til blog-miljøet, hvor man skal gøre sig den ulejlighed rent faktisk at bruge tid på andres tanker, reducerer Facebook indholdet til et besnærende minimum og tillader brugerne at overskue betragtelige mængder af informationer. At man så kan søge mere dybdegående indhold enten i eksterne links eller en mere privat dialog er blot endnu en fordel.

MEN træerne vokser som bekendt ikke ind i himlen. For Facebook er en heksekedel af sociale opbrud og potentialet for decideret skadelige oplevelser er i den grad til stede. Anfører man således ægteskabelig status på sin profi l og er uheldet ude, vil den før så private oplysning nu tilhøre fællesskabet. Sådan er det bare. Tilføjes en oplysning én gang, forbliver man underlagt en ganske gennemgribende kontrol fra bekendtskabskredsen. Man kan derfor heller ikke ustraffet slette venner fra listen, uanset begrundelse. En sådan handling betragtes som oftest som en veritabel krigserklæring og så hellere blot nedtone nyhedsstrømmen om vedkommende. Men fremfor alt opløses distancen mellem de sociale cirkler: selvom der findes netværk til professionelle kontakter (eks. LinkedIn) anvendes Facebook de facto som et netværk for alle former for bekendte. Pludselig deler man tanker med kolleger, venner, løse bekendte, eks’er og naturligvis familie. Et i bund og grund progressivt element, men også et forhold som umuliggør den attituderelativistiske adfærd mennesker har dyrket i årtusinder. Det betyder i praksis, at man ender med at slette og redigere mere eller mindre voldsomt i sin egen forside. Væk skal de velmenende men frygteligt pinlige beskeder fra mor, væk skal den infantile afføringshumor gavmildt leveret fra barndomsvennen i den kulturelle udørken man måske stammer fra, væk skal alt det, der ødelægger billedet. Og det er netop, hvad Facebook er: et billede, et snapshot af ens liv, ens bekendte, ens karriere og ens privatliv. Et gennemredigeret billede bevares. Et manipuleret indblik i et menneskes liv og dermed fremfor alt et eksponeringsredskab. Det er naturligvis fi nt nok i sig selv og jeg plejer selv med pertentlig omhu min egen fremtoning på netværket. Alle disse elementer er blevet fremhævet adskillige gange og kaldt alt fra medieliderlighedsfremmende til banal egopleje af dogmatiske medieskolastikere. At Facebook derudover døjer med snylteinstinkt over brugernes indhold og man ikke har den fjerneste mulighed for at påberåbe sig ejerskab over egne materialer, er blot endnu et betænkeligt element.

MEN den giftige og gammeltestamentlige moralisering fanger ikke det afgørende træk ved Facebook, nemlig ligheden mellem den elektroniske forside og så den virkelige. Der er ofte ingen reel forskel på vores adfærd på Facebook og i den fysiske verden. I begge tilfælde ved vi, at publikummet er der og vi handler i smuk overensstemmelse dermed. Mennesket er blot blevet bedre til at navigere i mere komplekse sociale systemer. Men tættere, dét kommer man. Særligt Facebooks statusbeskeder, muliggør en gnidningsfri hverdagssummen og skaber et fælles værensrum, hvor man uforpligtende kan blande sig i kontakternes specifi kke gøremål, alt efter lyst og tid. Dertil kommer det grundlæggende forhold som alle tilsyneladende glemmer: der er stadigvæk, uanset om man er venner på Facebook, en usynlig mur omkring alle mennesker, en mur bestemt af relationens karakter. Vi er – i langt højere grad end vi egentlig vil være ved – stadigvæk fanget af de kommunikationskanaler, vi til daglig er underlagt, hvad enten det er småsludder på kontoret, traditionelle opkald til chefen eller dybt fortrolige e-mails til vennen. Murene er der stadigvæk. De er bare usynlige.

Denne artikel er bragt i Weekendavisen nr. 11, 13. marts 2009. Artiklen er bragt med forfatterens tilladelse.

Relaterede links:
Weekendavisen

Posted in Medier, Software, Web | 1 Comment »

Ny version af NYTimes iPhone app

New York Times har frigives version 2 af deres avislæser til Apple iPhone.

nyt_iphonesjpg

Personligt mener jeg, at danske medier kunne lære noget af softwaren fra NY Times. Der er altså ikke bare tale om iPhone-optimerede websider men en selvstændig applikation, som præsenterer nyheder på netop den måde, som New York Times ønsker. Brugeren kan læse nyheder offline, tilrette skærmbilleder til at passe individuelle behov m.m.

Kom nu ud af busken JP, Berlingske og Politiken! Dette er en lille men vigtigt skridt i den rigtige retning.

Relaterede links:
New York Times: The NYTimes iPhone application

Posted in Medier, Mobiltelefon, Software | No Comments »

Apple iPhone 3.0 software ønskeliste

Tirsdag den 17. marts afholder Apple pressekonference, hvor iPhone 3.0 softwaren forventes præsenteret. Og spekulationerne kører allerede vildt på nettet. Hvad kan vi forvente os? Min personlige ønskeliste ser således ud (i prioriteret rækkefølge):

  1. Push notificering (og vel og mærke med fri adgang til 3. parts udviklere)
  2. Bedre organisering af programmer (virkede fint nok med 12 programmer men 9 skærme, not!)
  3. Copy and paste (tænk sig at vi måske skulle helt hen til version 3 før det kom!)
  4. Flash (større frihed til at se websites)
  5. Baggrundsprocesser
  6. Global søgning (jeg vil gerne kunne søge overalt i telefonen – ikke bare i det kørende program)
  7. MMS
  8. Forwarding af SMS
Posted in Mobiltelefon, Software | 2 Comments »

Rygter om Premium App Store

Ifølge artikel på Wired.com, er der rygter om en Premium App Store, som skal promovere dyrere 3. parts programmer. Apple skulle angiveligt ønske, at give disse dyrere programmer en mere unik fremtræden og dermed hæve sig over gratis og $1 programmer.

Relaterede links:
Wired.com: Rumor: iPhone to Get a Premium App Store

Posted in Mobiltelefon, Software | No Comments »

Kindle software til iPhone

Amazon.com har netop frigivet Kindle for iPhone. Det gratis program giver brugeren adgang til Amazons katalog af e-bøger og aviser – og så kan man naturligvis læse disse e-bøger på iPhone.

kindle_for_iphone

Det kommer som en stor overraskelse for mig da man jo umiddelbart tænker på risikoen for mindre salg af Amazons egen Kindle 2 e-bogslæser. Med dette stykke software er 240.000 titler pludseligt blevet tilgængelige for iPhone-ejere. Er dette et signal om at Amazon hellere vil sælge e-bøger end e-bogslæsere? Og er det også et signal om, at Apple ikke indtræder på markedet for dedikerede e-bogslæsere?

Relaterede links:
Matt Asay: Kindle opening could cripple iPhone competitors
Nicole Lee: Comparing Kindle 2 with Kindle’s iPhone app

Posted in Mobiltelefon, Software | 5 Comments »

3 opgaver + nul mails + 20 min. møde med dig selv

Gina Trapani (stifter af Lifehacker.com) har skrevet en artikel “How to Mitigate the Urgent to Focus on the Important”:

  • Udvælg og gennemfør tre vigtige opgaver hver dag
  • Sluk din mailklient mens du arbejder på én af de tre vigtige opgaver
  • Hold et 20 minutters møde med dig selv hver uge. Kig tilbage på uge/frem og få styr på dine prioriteter

Relaterede links:
Gina Trapani: How to Mitigate the Urgent to Focus on the Important
unclutterer.com: kommentarer til Gina’s artikel
Gina Trapani’s website
Lifehacker.com

Posted in GTD, Life Balance, Produktivitet | 3 Comments »

Videoanmeldelse af Kindle 2

En Videoanmeldelse af Kindle 2 fra MacWorld.com

Relaterede links:
MacWorld.com: Hands on with the Kindle 2

Posted in Gadgets | 2 Comments »

Safari 4: De nye faneblade…

Debatten om de nye faneblade (tabs) i toppen af Safari 4 bølger frem og tilbage.

safari4tabs1

Relaterede links:
Dan Frakes, MacWorld.com: Safari’s new tabs: Good or bad?
Lukas Mathis, www.ignorethecode: On Tabs and Docking and Title Bars

Posted in Software, UI | 3 Comments »

So ein Ding

DR2 gagdet-program “So ein Ding” er et must-see. Måske specielt fordi værten Nikolaj Sonne holder Apple-fanen højt hævet (men på den sobre måde). Jeg kan især godt lide hans kommentar til finish på et netbook, som omtales som en MacBook Air-killer (sendt 24. februar).

soeinding

Relaterede links:
www.dr.dk/ding

Posted in Gadgets | 3 Comments »

Public Safari 4 Beta – nice!!!

Apple har overrasket alle med dagens nyhed om Public Safari 4 Beta. Der gik naturligvis mindre end et splitsekund inden softwaren var downloadet til min maskine.

publicsafari4beta

Beta-software skal man jo passe på. Ikke desto mindre er jeg ganske begejstret for Safari 4 Beta. Den er hurtig og har fået en række mere eller mindre appelerende nyheder:

  • Top Sites (en slags galleri over dine favorit sites)
  • Cover Flow (gennemse din historik eller bookmarks som albummer i iTunes)
  • Søg i din besøgshistorik
  • Fanebladene er nu flyttet op øverst i vinduerne (kan flyttes tilbage til oprindelig position)
  • Nitro Engine
  • Windows-udgaven er nu i Vista og XP-stil
  • Udvikler-værktøjer

Personligt kan jeg godt lide de nye faner – og naturligvis hastigheden. En anden forbedring er ved indtastning af den ønskede adresse, det ser således ud:

publicsafari4beta1

En skøn Apple-nyhed :-)

Posted in Software, Web | 2 Comments »

Kolind: 100 Mbit internet til alle danske hjem

Lars Kolind forslår i radioprogrammet P1 Formiddag, at der bruges 10-20 milliarder på at etablere 100 Mbit internet i samtlige danske hjem. På den måde kan vi for alvor ændre vores vaner mht. arbejde – og dermed stoppe den eskalerende udvikling på de danske veje.

larskolind

Kolind mener at vi kan få et mere effektivt samfund ved at etablere bredbånd i denne klasse. Dermed kan langt flere arbejde hjemmefra og vi dropper princippet om at alle skal møde på arbejde fra 8 til 16.

Ud over at få en mere fleksibel arbejdsuge, så vil effekten være, at trafikmængden kunne falde med måske op til 25 procent. Dermed behøver vi ikke bruge alle 94 milliarder til infrastruktur, som et stort flertal i folketinget er blevet enige om.

I forlængelse af radioprogrammet, så har  Lars Kolind skrevet et indlæg på hans blog (Infrastruktur: Det asynkrone samfund) og her er yderligere spændende forslag og kommentarer fra bloglæsere.

Relaterede links:
P1 Formiddag: Trafikpolitik mangler visioner (interview med Lars Kolind)
Lars Kolind: Infrastruktur; Det asynkrone samfund
Lars Kolind: Kolind Kuren

Posted in Arbejdsmarked, Life Balance | 1 Comment »

Tjek Google Analytics via iPhone

Med Analytics App kan du nu tjekke dine Google Analytics via iPhone. Programmet er ganske omfattende og tilbyder 29 forskellige rapporter.

analyticsapp

Analytics App koster 36 kr. og købes via App Store i iTunes.

Relaterede links:
Analytics App til iPhone
Google Analytics

Posted in Mobiltelefon, Software | No Comments »